Afgift på køb af fast ejendom

04.07.2013

Afgift på køb af fast ejendom - Omsætningsafgift på fast ejendom i Tyskland

En af de faktorer, der er med til at gøre handel med fast ejendom (hvorved loven også forstår parcelhuse og lejligheder) markant dyrere i Tyskland end i andre lande, er opkrævningen af den såkaldte afgift på køb af fast ejendom, som er en omsætningsafgift på handel med fast ejendom. Retsgrundlaget herfor er den tyske lov om afgift på køb af fast ejendom ["Grunderwerbsteuergesetz (GrESt-Gesetz)"], en forbundsstatslov, som fra 2006 har overladt fastsættelsen af størrelsen af afgiften til de enkelte delstater.

 

Denne mulighed har de fleste delstater benyttet sig af og forhøjet afgiftssatsen, som tidligere var på 3,5%, til 4,5% og for visse delstaters vedkommende endog op til 5%. Indtægterne fra afgiften tilkommer den delstat, i hvilken den pågældende faste ejendom er beliggende.

 

Den i øvrigt i hele Forbundsstaten gældende lov er som følge af et utal af undtagelser og senere tilføjelser med henblik på at lukke smuthuller i loven blevet overordentligt kompliceret.

 

Det bærende princip i loven er, at allerede købsaftalen eller blot enhver retshandel, der medfører et krav på overdragelse af fast ejendom, er afgiftspligtig. For at sikre, at indtægterne fra afgiften tilflyder skattevæsenet, er den notar, for hvem købsaftalen oprettes, forpligtet til at indberette salget til den kompetente skattemyndighed. Skattemyndigheden sender derpå en afgiftsopkrævning til køber og udsteder, når betalingen er modtaget, en kvittering i form af en skatteattest (såkaldt "Unbedenklichkeitsbescheinigung"); først derefter kan der ske tinglysning af ejerskiftet.

 

Man skal imidlertid være opmærksom på, at det ikke alene er ved direkte salg af fast ejendom, der skal svares afgift, det kan også være tilfældet ved salg af aktier eller anparter i selskaber, i hvis aktiver indgår fast ejendom (ellers ville det jo også være alt for let at undgå afgiftsbetaling).

 

<< First < Forrige 1 2 3 4 Næste > Last >>